Området

Det smukkeste område på Sjælland
Vores butik ligger i Tølløse midt imellem Roskilde, Holbæk og Ringsted. Vi synes selv, at området er det smukkeste på Sjælland. I den nordlige del har vi Roskilde Fjord og Isefjorden, som er populære sejl- og fiskevande.
Midt igennem området rejser istidslandskabet sig. Ind imellem med stejle bakker og dybe dale, og pludselig med overraskende vide udsigter. Området kaldes også ”De Sjællandske Alper” og her ligger bl.a. Maglesø og Brorfelde Observatorium. Et meget populært cykelområde på grund af det kuperede terræn.
Af andre seværdigheder kan nævnes Tadre Mølle, Sporvejsmuseet og Sagnlandet Lejre. Skomagerkroen, Elmely Kro og Kudskehuset er nogle af de gastronomiske fyrtårne i området.
Området har en god infrastruktur og er derfor et godt bosætningssted. Motorvejen til København er for nylig udvidet med et 3. spor til Roskilde og jernbanen er samtidig udbygget med et ekstra spor mellem Holbæk og Roskilde. Togturen til hovedstaden er klaret på bare 40-45 minutter, som regel i timedrift.